Print Læs op Tekst formindsk Tekst forstør A-ÅSitemap Søg

Kontakt:
Anders Høgsbro Holm
Tlf.: 76 81 50 54
mail: anhho@vejle.dk

Skolen i Bevægelse: 140 ledere fra Vejles skoler på camp for at diskutere fremtidens skole

Inden sommerferien var elever, forældre, lærere og pædagoger fra Vejles skoler på i alt 4 camps for i fællesskab at udvikle helt nye tanker, idéer og skoleformer. ”Skolen I Bevægelse” er titlen på skoleudviklingsprojektet, som involverer alle Vejles skoler.

Nu skal skolelederne præsenteres for de mange idéer og forslag. Torsdag og fredag tager 140 ledere fra alle Vejles skoler og SFO``er på camp for at videreudvikle de prototyper, der blev resultatet af forårets camps.

På skoleleder-campen er der lagt op til seks workshops. ”Skolen ud i samfundet – samfundet ind i skolen” er overskriften på den første workshop. De øvrige overskrifter er: Ny organisering af skolen. Fra undervisning til læring. Inklusion. Evaluering og prøveformer. E-læring og mobil-læring.

Prototyperne er meget forskellige i deres udformning og er resultatet af et stort engagement fra forårets campus-deltagere. Det er et inspirationsmateriale, som det nu er skoleledernes opgave at konkretisere, nuancere og videreudvikle på.

Ny hjemmeside for Skolen i Bevægelse
Skolen i Bevægelse har nu fået sin egen hjemmeside med adressen www.skolenibevægelse.nu. På hjemmesiden vil Skoleafdelingen løbende opdatere interesserede borgere og medarbejdere om skoleudviklingsprojektet, som skal forny og udvikle Vejle Kommunes folkeskoler. Man kan bl.a. læse om idéerne fra forårets camps.

Hjemmesiden skal stimulere debatten om fremtidens bæredygtige skole i klasseværelset, i personalerummene, mellem faggrupper og med forældrene.

Interesserede kan gå ind på hjemmesiden og deltage aktivt i processen. Man kan komme med sine gode ideer til fremtidens skole, kommentere de andres ideer og deltage i debatten på bloggen. Skolen I Bevægelse har også en facebook-gruppe.

Forskere og organisationsfolk følger projektet
Skoleprojektet i Vejle ledes af en styregruppe. Udover repræsentanter fra skoleverdenen har den repræsentanter fra bl.a. Dansk Lærerforening, BUPL, University College Lillebælt. Med i styregruppen er også forskningsdirektør Hans Henrik Knoop, lektor i pædagogisk psykologi på DPU / Aarhus Universitet og forskningsdirektør i Universe Research Lab.

Forskningscentret følger i forvejen Vejle Kommunes projekt: ”Mange måder at lære på”, som er en opfølgning på Plan B Skolen og Gauerslund Skole, som begge er kendt fra TV2.

Idegruppe med Steen Hildebrandt
Styregruppen har også tilknyttet en idegruppe med Steen Hildebrandt, professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus, og Caroline Søborg Ahlefeldt, professionelt bestyrelsesmedlem i bl.a. LEGO og Coop og med speciale i innovation, til at hjælpe i gang med processen.

De er også medlemmer af styregruppen og den arbejdsgruppe, som i oktober skal samle de mange tanker, idéer og forslag til en model for en ny grundskole, der kan afprøves i pilotforsøg i det kommende skoleår.


Kontaktpersoner:
Anette Jensen, skolechef, 76815040 / 21201402
Anders Høgsbro Holm, pædagogisk konsulent, 76815054 / 51196919


Skoleinnovation