Print Læs op Tekst formindsk Tekst forstør A-ÅSitemap Sitemap Translate Cookies Søg

Kontakt:
Anders Høgsbro Holm
Tlf.: 76 81 50 54
mail: anhho@vejle.dk

Grønne, blå og røde elever

Af Vibe Maria Sloth Glahder, Uddannelse & læring, Vejle Kommune.

På Andkær Skole har de lavet helt om på klassestrukturen og skemaet.


”Jeg tænker i hvert fald om den her nye måde at lave skole på, at det er ligesom at have fået en ny rigtig rigtig god skole til sine børn og så samtidigt at alt det trygge fulgte med” – Forælder, Andkær Skole

Der sker ting og sager på Andkær Skole for tiden – I stedet for 3., 4., 5. og 6. klasse hedder det nu grøn, blå og rød. I stedet for at eleverne kun arbejder sammen med jævnaldrende, foregår gruppearbejde på kryds og tværs af alder. I stedet for et skema skarpt opdelt efter fag, er det nu temaer der styrer planlægningen af timerne – for blot at nævne nogle af de ændringer der er sket.

På Andkær Skole har lærerne fået frie tøjler til at planlægge skemaet for skolens elever, hvilket betyder at de har tænkt i helt nye baner – aldersintegration, øget forældreinddragelse, temaperioder og et tæt samarbejde mellem lærerne.
Men det har ikke været nogen ligetil proces, det har krævet benhårdt arbejde og engagement fra lærernes side. Flere forældre til elever på skolen udtrykker
også en stor respekt og beundring overfor det arbejde lærerne laver:
”Jeg synes der er mange udfordringer for lærerne og jeg synes de bestrider et fantastisk job, jeg er imponeret” – forælder, Andkær Skole.

Forandring tager tid, hvilket de også har sandet på Andkær Skole. Lærerne har hele vejen igennem lavet ændringer og tilpasset løbende for at få det til at køre optimalt, og nu, ca. tre måneder efter at processen er sat i gang, begynder de virkelig at kunne se de positive effekter af forandringerne.

Aldersintegration
Aldersintegration er en af de store ændringer på skemaet, hvor eleverne arbejder sammen i grupper på tværs af alder og klasser det meste af skoledagen. Lærerne fortæller, at de her har oplevet en kæmpe udvikling blandt eleverne, som er begyndt at tage ansvar for egen læring, men også for deres klassekammerater. Som en lærer udtrykker det:
”Og der har jeg set nogle af de der børn, (…) som plejede i 3. klasse at tage ansvar, som ikke kunne tage ansvar, fordi de ikke anede hvad de skulle gøre - de store kørte bare derudaf. Og så til at se det nu, hvor de virkelige har fordelt rollerne og ansvaret. De skulle fremlægge deres projekt til vores morgensamling, nogle havde lavet powerpoints og nogle havde tegnet, og der havde de virkelig forsøgt at fordele det, sådan at alle var en del af projektet”

De oplever også andre fordele ved, at eleverne er sammen på kryds og tværs af alder. Eleverne kan både hjælpe og lære af hinanden i timerne. Det giver samtidig lærerne mulighed for at være mere opmærksomme på den enkelte elev og dermed give dem udfordringer, som passer til det niveau de er på.
En af pigerne i gruppen af elever fortæller om dette: ”så det er også rart hvis der lige er noget i matematik, man har lidt svært ved eller sådan noget, så kan man bare rykke ned i et lettere niveau, fordi de har alle niveauerne. Og hvis man synes noget er let, kan man bare rykke op et niveau”.

Nye venskaber
Der har da også været bekymringer, især blandt de ældre elever og forældre, over at de i undervisningen er sammen med elever, som er enten yngre eller ældre end dem selv og at de ikke længere er sammen med den gamle klasse.
Eleverne har været kede af at miste de gamle klassekammerater. På den anden side fortæller eleverne også, at det selvfølgelig er noget de efterhånden har vænnet sig til og at de til gengæld har fået flere nye kammerater. Forældre fortæller ligeledes, at de ikke oplever at deres børn har mistet deres gamle klassekammerater, de ser dem bare i fritiden eller frikvarteret i stedet.
En dreng blandt eleverne fortæller om den effekt, som ændringerne på skolen har haft på sammenholdet: ”Jeg synes vi er blevet mere sammenknyttede end vi var før, på grund af at nu, hvor vi er blandende, så begynder vi at lære hinanden bedre at kende.”
Både lærere og forældre er da også enige om, at det er en nødvendighed at lære eleverne at arbejde sammen med mange forskellige i skolen, fordi de også vil komme til det, når de kommer videre i systemet. Det er jo netop skolens opgave at forberede elever til det samfund vi lever i, men samtidig sørge for nogle trygge rammer at lære det i.

Nye erfaringer - nye udfordringer
Andkær Skoles bevægelse fra skoleårets start 2011 og frem til nu er altså kendetegnet ved, at eleverne i høj grad bliver udfordret i forhold til det niveau de er på, samtidig med at de er blevet bedre til at tage ansvar, samarbejde og hjælpe andre i læringssituationen. Det har ligeledes givet lærerne mulighed for at være mere opmærksomme på de enkelte elever og deres behov, når de ikke kun står ved tavlen, men har mulighed for at komme mere rundt til de enkelte elever og hjælpe i undervisningen.
Det er dog ikke en afsluttet udviklingsproces på Andkær Skole, de retter stadig til og ændrer, hvor det er nødvendigt.

Skoleinnovation