Givskud Skole har en unik placering lige ved siden af Givskud Zoo, der som bekendt er et af Danmarks største zoologiske anlæg. De sidste par år har alle skoles elever og lærere haft årskort til Givskud Zoo. Lærerne kan således frit benytte parkens faciliteter i deres undervisning, og de 120 ha som Givskud Zoo udgør, er ved at blive en naturlig del af skolens læringsrum.
Ved at lade en del af undervisningen foregå i Givskud Zoo, ønsker Givskud Skole at give eleverne en mere levende og inspirerende undervisning, hvor kroppen naturligt tænkes ind. Hvilket barn vil ikke gerne bruge en idrætstime på Givskud Zoos nye legeplads? Eller hvad med en bogstavjagt på skiltene rundt om i parken. Undervisning om kost og sundhed bliver utvivlsomt også mere spændende efter et besøg i løvestalden og en tur på løveområdet, hvor resterne af løvernes bytte ligger?
Med det unikke samarbejde ønsker Givskud Zoo at udvikle skoletjenestens mange spændende tilbud, så de i højere grad lever op til folkeskolens krav om trin og slutmål. Indtil videre har samarbejdet koncentreret sig om faget natur og teknik, men vi er nu klar til at tage næste skridt. Det kommende år ønsker vi at brede undervisningen i Givskud Zoo ud til alle skolens fag. Vi tænker kort sagt skolen ind i zoo, og zoo ind i skolen.
Mulighederne er mange og vi glæder os til det næste skoleår, hvor Sebastian Klein skyder projektet i gang med en dag for alle skolens elever og personale i Givskud Zoo. Senere følger en weekend-workshop, hvor personale fra Givskud Skole og Givskud Zoo sammen fastlægger kursen for det videre samarbejde.